Kenbu-kostume: kimono, hakama, sværd og vifte

Kimono og hakama

Kenbu-udøvere bærer en kimono med en hakama over, og teatret beskriver kimonoen som forsynet med våbenskjold. En hakama er et klædningsstykke til underkroppen, bundet i taljen og faldende ned til anklerne, normalt båret over en kimono. Den findes i en delt form, som vide bukser, og en udelt, skørtlignende form. Hakama blev indført omkring det 6. århundrede, og i dag bæres de i kendo og iaido samt ved formelle lejligheder.

Sådan bindes en hakama

Fire stropper, kaldet himo, holder den på plads: to længere foran og to kortere bagpå. Mange har et stift bagpanel, og et lille skeformet stykke stikkes ind bag obi'en. Hakama til kampkunst har ofte syv dybe folder, arrangeret asymmetrisk i overensstemmelse med japansk smag. Kenbus fodarbejde bruger et lavt, glidende skridt kaldet suriashi, og et kraftfuldt fodstamp markerer øjeblikke af styrke.

De små ekstra detaljer

Kenbu danses i tabi, de delte tåstrømper, og valgfrit udstyr omfatter et hachimaki-pandebånd til at holde håret tilbage og tasuki-snore til at binde ærmerne op. Når disse bæres, bindes traditionelt et hvidt stofbælte over hakamaen. Det begyndte med samuraier, der forberedte sig til kamp, hvor det forstærkede hakamaens bindinger, så klædningsstykket ikke faldt ned, hvis bindingerne blev skåret over.

• Tabi: delte tåstrømper
• Hachimaki: et pandebånd
• Tasuki: snore, der binder ærmerne tilbage
• Hvidt bælte: båret over hakamaens bindinger

Sværdet

Sværdet i kenbu er en katana, der trækkes fra sin skede og føres tilbage i den som en del af forestillingen. Mange af reglerne for at skede, drage og hugge stammer fra iaido, en kampkunst, der øver drag, hug og skedning i solotræning. Kenbus fokus er anderledes: dets positurer er gjort prangende for et publikum, så de kan afvige fra kampkunstversionen, selv når mønsterets navn er det samme. Efter forestillingen får du muligheden for selv at holde et sværd og svinge det på instruktørens kommando. Katanaen er i sig selv et krumt, enægget sværd med en parerplade og et langt greb til to hænder, og det opstod senere end tachi, i Muromachi-perioden.

Sværdet som scenerekvisit

Kenbu bruger et fantasitrick kaldet mitate, hvor én genstand står for en anden. Et sværd kan blive til en stok, en bue eller endda en pistol. Nogle stykker bruger også ældre sværdtyper, såsom tachi, og teatret siger, at koreografierne ofte fremhæver disse træk. Så den samme katana kan spille flere roller i et enkelt stykke, og derfor læses dansen som historiefortælling og ikke som en drill.

Hakama ud over scenen

Hakama er ikke kun et scenekostume. Mænd bærer dem ved formelle lejligheder som teceremonier, bryllupper og begravelser, og shinto-præster bærer dem hver dag. Kvinder bærer dem mest ved dimissionsceremonier. I Meiji- og Taishō-perioden fremmede en reformator hakama til pigeskoler, og de blev standard på gymnasier. Meget lange versioner kaldet naga-bakama optræder i noh, kabuki og shinto-ritualer. Så en hakama rummer både ceremoni og kamp, og det er en del af grunden til, at kenbu virker så værdig.

Folde viften

Viften er den anden rekvisit, og på mange måder den mere fleksible. Teatret fortæller, at udøverne bruger den til at efterligne faldende blomsterblade. I mitate kan en vifte stå for planter, regn, vind, bjerge, bølger, en dør, en hjelm eller rustning. I lektionen kan du, hvis tiden tillader det, også lære at bruge viften.

En anden hat til viftedans

I shibu udføres viftedansen af optrædende, der også er klædt i hakama og kimono, selvom nogle bærer længere kimonoer i stedet. Ved nogle optrædener bruges spidse stråhatte, der skjuler dansernes ansigter. Efter krigen, da sværd var forbudt i omkring syv år, erstattede skolerne sværdene med vifter, og vifteversionen blev bevaret, selv efter sværd igen blev lovlige. Den historie er en af grundene til, at vifter er så almindelige i kenshibu i dag.