Hvad er kenbu? Sværddans og samurai-poesi

En dans, ikke en kamp

Kenbu betyder sværddans, og det første, man skal vide, er, at det er teater. En udøver trækker, hugger og skærer en katana, men ingen kæmper mod nogen, og der scores eller vindes intet. Bevægelserne er valgt for at se klare og stærke ud fra den bagerste række i lokalet. Udøverne selv beskriver det som en scenekunst, der voksede ud af kamp-træning, hvilket er noget andet end en kampkunst. Sværdet bliver i dit sind som en karakter, ikke som et våben, og digtet fortæller dig, hvilken karakter det er. Teatret siger, at de første udøvere var politiske skikkelser fra Bakumatsu-perioden, shogunatets sidste år, som brugte kenbu til meditation, til moral og til at udtrykke deres beslutsomhed.

Sværd, vinge og digt

Den bredere familie kaldes kenshibu, omtrent sværd- og poesidans. Kenbu er den gren, der bruger et sværd. Shibu, også kaldet senbu, er vingedansen, med poesi der generelt er mindre krigersk. Nogle kenbu-stykker bruger også en vinge, og den klassiske grundstil, kaldet ginkenshibu, kræver kun tre ting: en recitatørs stemme, et sværd og en vinge. Alt andet, fra musik til lys, er en senere tilføjelse. Den enkelhed er grunden til, at et show kan fungere i et lille lokale helt uden kulisser. Sværddanse går helt tilbage til Nara- og Heian-perioderne, men den moderne form for kenshibu betragtes som en udvikling efter 1868, Meiji-periodens første år.

• Kenbu: sværddans
• Shibu eller senbu: vingedans
• Ginkenshibu: den klassiske form, stemme, sværd og vinge

Digtet kommer først

Digtet, der messes i kenbu, kaldes shigin, og messingen selv er ginei. Recitatøren, ginshi, står ved siden af scenen, og danseren, maishi, optræder i midten. Danseren råber et signal, messingen begynder, og bevægelsen følger versets betydning. Kinesiske digte er de mest almindelige, især korte firelinjede former, selvom japanske waka og haiku også bruges. Recitatørens stemme sætter tempoet for hele stykket, og sværdet svarer den. Dagens mainstream-stil tilføjer ofte en koto eller shakuhachi, i rækkefølgen ouverture, sang og efterspil, hvor danseren kommer ind ved ouverturen, mens indspillet orkestermusik blev almindelig efter krigen.

Læs næste: Shigin: den fremsagte poesi bag kenbu

Hvordan et stykke opbygges

Et typisk program varer omkring tre til fem minutter og kræver som regel hverken kulisser eller rekvisitter. Koreografer kombinerer etablerede mønstre, og en udøver kan opfinde et nyt. Mønstrene falder i tre grupper: sværdhandlinger til kampe, udtryk for karakter og følelser samt mitate, kunsten at lade én genstand stå for en anden. Fodarbejdet er et lavt, glidende trin kaldet suriashi, og et kraftfuldt fodstamp, så hårdt at det giver en høj lyd, udtrykker styrke. Jo flere mønstre man kender, desto lettere er det at læse ethvert stykke. At bevæge sig over scenen kaldes hakobu, ikke at gå, og det findes i en fast, lav martialsk version og en mere oprejst, dansende en.

• Et sværd kan stå for en stok, en bue eller en pistol
• En vifte kan stå for regn, vind, en bølge, en dør eller en hjelm
• Et fodstamp signalerer styrke

Hvor formerne kommer fra

Mønstrene kaldes kata, og teatret sporer dem tilbage til Sengoku-perioden, hvor hærførere viste deres magt frem med udsmykket rustning og dristige optrin på slagmarken. Disse demonstrationer af mod blev grundlaget for kenbus former. Samurai-regeringer styrede Japan i omkring syv århundreder, begyndende med Kamakura-shogunatet i det 12. århundrede. Ordet samurai kommer selv fra et verbum, der betyder at tjene, og de tidligste samurai beskyttede aristokrater. Kunsten er yngre end den lange historie, men dens vokabular låner fra det hele. Samurai bar katanaen med æggen opad, stukket gennem bæltet, så en enkelt bevægelse kunne trække og hugge, mens den ældre tachi hang fra bæltet med æggen nedad. Noget kenbu-koreografi fremhæver stadig det ældre sværd.

Et stykke fra repertoiret

Et velkendt stykke henter sit digt fra Rai San'yō, en samurai-født lærd, der levede fra 1780 til 1832 og døde i Kyoto. Hans vers beskriver rivaliseringen mellem krigsherrerne Uesugi Kenshin og Takeda Shingen i Sengoku-tiden, fortalt fra Uesugis synspunkt. Slagene, der blev udkæmpet mellem 1553 og 1564 på Kawanakajima-sletten, er populært kendt under det navn, og i den mest kendte beretning om sammenstødet i 1561 parerer Shingen Kenshins hug med sin signalvifte. At kende digteren og historien hjælper med koreografien, så teatret anbefaler at læse om et digt, før man ser det.

Hvordan det blev en scenekunst

Efter Commodore Perrys skibe ankom i 1853, debatterede samuraierne Japans fremtid, og nogle nedfældede deres tanker i kinesisk-inspirerede digte, som de reciterede, mens de dansede med sværd og vifte. Derefter kollapsede den gamle orden. I 1867 blev den politiske magt givet tilbage til kejseren på Nijō Castle i Kyoto, hvilket teatrets essay markerer som afslutningen på samurai-tiden. Almindelige borgere blev forbudt at bære sværd i 1870, og et dekret fra 1876 forbød næsten alle at bære dem offentligt. Mestersværdkæmpere begyndte at opføre fægteshows i begyndelsen af 1870'erne, og kenbu spredte sig over hele Japan. Teatrets historiske essay daterer kenbu som en traditionel scenekunst fra en Tokyo-skole grundlagt i 1890.

Sværd, forbud og vifter

Kenbu har måttet overleve endnu et forbud. Efter Anden Verdenskrig var det forbudt at eje sværd i Japan i omkring syv år, og kenbu-skolerne skiftede til vifter. Da sværd igen blev lovlige, blev vifteversionen bevaret, og shibu udviklede sig senere til en stil, der er forskellig fra kenbu. I dag findes der mere end hundrede kenbu-skoler i Japan, og Kyoto-teatret oplyser, at dets instruktører har diplomer fra en af dem. Det blev grundlagt i 2014 af efterfølgeren til en sådan skole, så linjen bag danserne er levende. Moderne kenshibu kan selv spores tilbage til et turnerende fægteselskab grundlagt i 1872, selvom mange senere skoler har andre oprindelser.

Hvad danserne har på

Kenbu opføres i kimono og hakama, og teatret beskriver sin kimono som forsynet med familievåben. Valgfrit ekstraudstyr omfatter et pandebånd, ærmebånd og et hvidt bælte over hakamaens bindinger, og danserne bærer tabi, de delte tåsokker. Kostumet holder sværdet og viften fri og bevægelsen synlig, og det forbinder opførelsen med den samurai-påklædning, den genkalder. Hakama ankom til Japan omkring det sjette århundrede og bæres også i kendo og iaido, hvilket er grunden til, at de ser naturlige ud ved siden af et sværd. Guiden til kenbu-kostumet gennemgår hver enkelt del, og hvorfor en hakama er konstrueret, som den er.

Læs næste: Kenbu-kostume: kimono, hakama, sværd og vifte

Hvad du skal lægge mærke til i forestillingen

Kyoto-opførelsen viser både traditionel og ny stil kenbu samt vifteteknik, med en engelsk introduktion. Lyt til recitatørens stemme lige så meget som til sværdet: digtet sætter tempoet. Læg mærke til mitate, hvor et sving med viften er en bølge eller en dør. Bemærk den glidende gang og det pludselige stamp. Stykkerne er korte, så hvis et digt passerer for hurtigt til at følge med i, så se på viften og fødderne, som bærer den samme historie. Læg derefter i den korte lektion mærke til, hvor svært det er at stoppe et hug rent. Den kontrol, mere end hastighed, er, hvad danserne viser dig.

Læs næste: Samurai kenbu i Kyoto: vælg og book

Hvem dette ikke er for

Kenbu er ikke for nogen, der håber på en duel eller et hurtigt actionshow. Stykkerne er korte, digtene er på japansk, og effekten afhænger af stilhed og kontrol. Hvis du vil se en sværdkamp, så se i stedet på et kendo-hold. Hvis du ønsker spektakel med rytme, er taiko-trommeshowet nær Kawaramachi tættere på det, du forestiller dig. Og hvis du har brug for at filme det, du ser, tillader dette show ikke fotografering under forestillingen.